Hvornår maler man udendørs træværk med Træbeskyttelse?
Foråret nærmer sig, og det betyder sæsonstart for behandling af dit udvendige træværk.
Hvis dit udendørs træværk ikke vedligeholdes, vil det med tiden blive nedbrudt af vind og vejr. Derfor er det vigtigt at du vedligeholder dit træværk fra starten.
Når du skal behandle dit udvendige træværk, anbefales det at temperaturen ligger mellem 10 og 25 graders varme i gennemsnit om dagen, og over 5 grader om natten. Desuden skal fugten i træværket være under 15% – dette kan du tjekke med en fugtmåler. Netop fugten i dit udvendige træværk betyder, at der er forskellige tidspunkter hvor det er optimalt at behandle dette.
Når foråret nærmer sig vil de fleste af os gerne i gang med at klargøre til sommeren. Terrassen vaskes og fejes, havemøblerne findes frem og krukkerne beplantes. Men efter en lang og våd vinter, er dit udvendige træværk sandsynligvis gennemfugtet og har brug for tid til at tørre i.
Maling af havemøbler i træ
Har du opbevaret dine havemøbler af træ, tørt vinteren over, kan du derimod sagtens behandle disse om foråret, så du kan nyde dem hele sommeren. Du skal dog også være opmærksom på at undgå at arbejde med træbeskyttelse i direkte sol, da træbeskyttelsen da vil nå at tørre, mens du arbejder med den, og den når ikke at trænge tilstrækkeligt ind i træet.
Dine havemøbler i træ er særligt udsatte for vind, vejr og sol. Du har måske oplevet at især de vandrette flader på dine træmøbler bliver triste at se på, da solens UV-stråler nedbryder træet, og gør det gråt. Temperaturudsving og fugt kan også få træet til at slå revner, hvilket gør det muligt for skimmelsvamp, alger og blåsplint at angribe træet.
Heldækkende træbeskyttelse eller Transparent Træbeskyttelse?
Der findes mange forskellige former for træbeskyttelse på markedet, og om du vil anvende en heldækkende, eller en halvdækkende træbeskyttelse er op til dig selv.
Med træolie, bejdse og lasurmaling bevarer du træets naturlige udseende, og årerne vil stadig kunne ses, efter træet er blevet behandlet. Dette er dog ikke ligeså holdbar en løsning, som hvis du anvender heldækkende træbeskyttelse.
Den heldækkende træbeskyttelse dækker træets strukturer, men holder til gengæld bedre.
Den optimale beskyttelse mod solens UV-stråler opnår du ved at anvende en træbeskyttelse, med pigmentering i. Helt transparente produkter kan derfor ikke anbefales som slutbehandling af dit træværk – heller ikke af dine træmøbler.
Hvordan maler man udendørs træværk?
Hvad enten du skal til at male dine udendørs træmøbler, din træterrasse eller udhænget på huset, er det den samme fremgangsmåde du anvender. Vær særlig omhyggelig med forberedelsen af træet før du behandler det. Grundig forberedelse sikrer, at dit arbejde ikke er spildt og at resultatet vil forblive smukt i mange år.
Sådan giver du dit træværk træbeskyttelse
Når du er færdig med at forberede dit træværk, er det endelig tid til at give det træbeskyttelse. Ligesom når du maler med almindelig maling, anbefaler vi at du giver dit træværk to lag træbeskyttelse for at opnå optimal effekt. Endetræ og særligt udsatte overflader skal have en ekstra gang for at sikre optimal beskyttelse. Når du skal male med træbeskyttelse anbefaler vi at du anvender en bred facadepensel. Du kan med fordel anvende en syntetisk pensel, da den ru struktur vil ødelægge en dyr pensel af naturhår. Du kan også vælge at rulle træbeskyttelsen på, men du slipper ikke for at anvende en pensel de steder, hvor rullen ikke kan nå. Med pensel sikrer du dig at du får arbejdet træbeskyttelsen ordentligt ind i træets fordybninger og strukturer.